Hvad mon en ensretter er, tænkte jeg? Aha, spørg hr. google: En ensretter er en elektrisk komponent – eller et elektronisk kredsløb, som kun tillader strømmen at løbe en vej igennem sig. Jeg har aldrig været stærk i fysik, så resten af den tekniske forklaring vil jeg overlade til nogle der gider bedrive liv med dét! Søg det selv…
Rasmus har været til billedkunsteksamen på seminaret, du ved, der hvor staten ombygger mennesker til folkeskolelærere - og for dem der ikke allerede ved det, er det gået storartet. Jeg hjalp Rasmus med et af hans projekter, så min belønning var et af de værker han udsatte sin eksaminator og censor for. Det vil jeg i denne blog fremvise - Værsgo!!! (Jeg har intet med det at gøre, jeg er blot en beskuer som alle andre)
Rasmus har i sin overtrætte iver fortalt mig, at jeg godt må dekonstruere værket, hvis jeg følte for det. Jeg har endnu ikke besluttet mig, om jeg skal ombygge hans fine kreation til noget der er mere min stil. Jeg synes de enkelte dele er top fede, og det kribler i mine fingre for at ” do it my way”, men er det rimeligt at ombygge andres kunstinstallationer?
Det er første gang jeg blogger om noget der ikke er skabt i og omkring mit indsigtsrige navlepillende sind. Så godt for det! Hvis jeg på et tidspunkt vælger at lave om på værket, skal min samvittighed være beroliget og en portion respekt skal være givet ud til værket som sikkert hedder ”ensretteren” eller endnu bedre ”en tilfældig folkeskoleelev”. Denne hyldest skal gives her i blogosfæren i billeder og tekst.
Det er egentligt bare en metalkasse der indeholder en ensretter lavet af:
Intet er dog så simpelt, når man bevæger sig ud i kunstens kringlede væsens-område. Den er nemlig samtidig også en slags kontroldims, der kan styre nogle partiklers omførsel og retning. Metaforen i dette værk ”en tilfældig folkeskoleelev” må begynde at give mening.
(Hvad mening er der i at drive kunst, hvis den ikke hjælper dig til at forbedre din tænkning om det daglige liv...)
De oplysninger der er på denne ensretter-kasse er nogle målingsmetre, der har nogle fine og for mig lettere uforståelige benævnelser - batteri, ensretter og forbrug. På sikringerne (de hvide dimser) står der ensretter, ensretter og forbrug. Håndtaget som jeg flittigt har leget med efter mørkes frembrud står mellem drift og ladning. En lettere komisk mellemting mellem læring (at studerer, læse, og at blive klogere på ens væren og værensverden) og surfe sin driftstilfredsstillelse på nettet. En ting står nu soleklart! Kassen er ikke uden grund så forfærdelig kedsommelig!
I ensretterens indre er der et lerhoved med blottet hjerne. Ledningerne er forbundet med kontroldimserne der stimulerer og ensretter hovedets og derved hjernes/individets tænkemuligheder, og noget lettere udefineret gylp, lad os på Rasmus´s opfordring kalde det sjælen, samt to blodige arbejdshandsker. Er det ikke et regulært rip off fra den amerikanske tortur/ livsrealiseringsfilm Saw tænker jeg, men nej der er en dybere og derved filosofisk pointe.
Dette er blikket hos en elev i folkeskolen! En statens ensretter-institution der mens den giver dig vigtige redskaber til det hårde og tiltider lange liv, nedbryder dig, og kaster dig hen i hjørnet. Det er ensretning; et socialistisk mareridt for selv de mest inkarnerede socialister! Og Rasmus er på vej, og vist nok snart færdig med folkeskolelærer uddannelsen.
Jeg tog beslutningen om at bringer de første billeder af lerhovedet i sort/hvid for at give en reference til de smukke græske statuer. Det antikke Grækenland er jo fødselsstedet for den vestlige verdensindretning.
Denne installation er nærmere et studie i morbidt tankegods, frem for en ren platonisk fremstilling af grimheden. Ikke fordi den Græske verden ikke havde deres figurer og billeder af grimheden, det havde den skam, men det var ikke så politisk eller samfundskritisk. Grimheden var i myterne om guderne der eks. spiste deres egne børn (Saturn). Tantalus kogte sin søn Pelops og derefter serverede ham for guderne for at teste dem. Der er selvfølgelig også et helt katalog af ækle og onde monstre fra den Græske tradition, der meget intensivt har drillet og spist adskillige helte og randoms.
Sjælen, der i denne omgang er repræsenteret som noget materielt, gennemsigtig og gullig stads, minder mig mere om en ækel zombie, en Boomer fra L4D, måske, på vej til at brække sig ud over mig. Jeg vil forfølge denne tanke om ensretningen og zombiens myte med et lille citat fra George Romero, instruktøren af Night of the Living Dead.
”In my movies, the dead brought back to life represent a kind of revolution, a radical change in the world that many of my human characters can´t understand, preferring to label the living dead as the enemy when in reality they are us. I use blood in all its horrendous magnificence to make the public understand that my movies are more of a sociopolitical chronicle of the times than dumb adventures with a generous dollop of horror.”
Zombierne der egentlig bare vil vandre rundt og æde andre mennesker, er blevet til et symbolsk tegn på vores egen værste fjende, os selv. At besejre sig selv er at besejre sin værste fjende. Ensretningen er en tilstand, en form for dvale, vi alle befinder os i, mens vi vakler rundt og arbejder, bløder vores arbejdshandsker.
Da jeg kort snakkede med Rasmus omkring, hvad det var for noget med de der handsker. Svarede han, at den ikke var helt gennemtænkt, men det er den da, Rasmus! Vi bliver ensrettet og mekaniseret i vores skoleforløb, såvel som vores uddannelsesforløb for at kunne yde en ekstraindsats i vores aktive arbejdsliv. Først når vi er blevet skolet længe nok, kan vi egentlig foretage frie valg - som at kunne købe ting, vi ikke har brug for, rejse til steder hvor der lugter grimt, og drømme om ting der ikke eksisterer (også kom Tyler Durden ind i rummet). Kontakten er blevet indstillet på drift og forbruget stiger til uanede højder!
Så hvis du døde i dag, hvordan ville du så have det med dit liv! (ja ja, Tyler gå nu væk)
Her er så hjernen, der bliver kogt fuld af informationen, så individet kan fortsætte sin aktive færden indenfor den herskende ideologis rammefortælling. Det minder lidt om filmen The Matrix, Putnam´s Brian in a vat argument eller mere (først) historisk korrekt Descartes cogito argument. Kort: Verden er en illusion, vi kan ikke være sikre på vores erkendelse af ydre fænomener, alt det vores sanser opfanger, er blot en supercomputer der stimulerer vores nervebaner, men denne tilgang ville være alt for kedelig, og ensretteren er ikke en supercomputer, men et sociopolitisk faktum. Slutningen på en af de tre filosofiske "radikal skeptiske" argumenter ville være noget med at vi skulle erkende os selv som et tænkende jeg, der er, og så ville alt ende godt, for Gud er ikke en narrebasse.
Hjernen bliver her i metaforisk forstand udsat for en universitetsuddannelse indenfor et vestligt frimarkeds- og liberalt demokrati. Yes sir, den ultimative form for ensretning!
Hvad synes i eventuelt om dette værk af Rasmus énarm?
2 kommentarer:
Jeg synes det er totalt klamt og sejt:)
Jeg har ikke kunne lade være. Den er lavet om! Nu er den total klam, retningsbestemt, ophængningsegnet og sej:)
Send en kommentar