Denne nuttede robot er lavet af troværdigt ståltråd, green stuff, et billigt digitalkamera (Canon - Cybershot… something), et kopi-designer ur (IWC – Schaffhausen) købt i Kina og en processor fra en af de computere jeg har ejet (AMD K2/500mhz). Kameraet kan på ingen måde anbefales, det sugede max og gik i stykker kort efter jeg købte det i Tyskland. Designer-uret var cool indtil det krakelerede og blødte bly, nikkel og andre giftige stoffer. (Note til selv - kopi-mærkevarer fra det kinesiske super kapitalistiske rige er meget flotte indtil lortet bliver taget i brug.)
Processoren har derimod beregnet tusindvis af headshots i Action Quake, mine mindeværdige sejre og tab i Age Of Empire 2 og meget mere.
Når jeg tænker tilbage på denne processor bringer det gode minder og kampvillige endorfiner i spil, billeder af cow-fights, knivkast, den knasende lyd af headshot fra AQ. Materialiteten af brugsgenstande har en mystisk evne til at vække ens lunkne hukommelse, og derved på en måde, give en muligheden for at genleve små splitsekunder af fortiden. Denne følelse er særligt nærværende ved gensyn med gammelt børnelegetøj. På trods af alle disse minder, var denne processor en skuffelse – den var nemlig i dens levetid ikke en Intel, Pentium 3.
Alle de essentielle materialer er altså nogle jeg har brugt i en tidsperiode af mit liv. Hvad betyder det og hvorfor vil jeg hædre disse dimser i et lille og meningsløst kunstværk? Måske er det ligesom den skønne scene fra filmen De grønne slagtere, hvor Holger spillet af Ole Thestrup, så smuk og spekulativt beskriver fascinationen af pølser.
"Pølser har altid fascineret mig. Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i sin egen tarm bagefter"
I mit tilfælde skiller jeg dimserne fra hinanden. Ødelægger enhver tidligere funktion. Håner det ved at gøre det til kunst. Ha ha, se der tidligere ingeniørmesterværk nu er du blot fjollet kunst! Tidligere ingeniørvidenskab bliver til et humanistisk eksperiment i mening og betydning.
Håner jeg mon brugervenligheden og funktionaliteten ved død teknologi? Genopfinder jeg en funktion eller er jeg ondsindet mod den ubrugelige teknologi og hindre den i at blive genbrugt? Hvad vil sådan et stykke silicium helst bruges til?
