Meditation eller steneri

Velkommen højt ærede stener og tillykke - du er nået frem til et nyt hul i det virtuelle rum, skabt til tidsfordriv og overspringhandlinger, intet mindre. Her er lidt fiktion, ganske kulsort. Det er ikke skrevet af en autoriseret forfatter og meningerne i teksten er ikke helt gennemtænkte.

Gider jeg overhoved finde et egentligt svar på noget som helst?

Jeg tænker, derfor er jeg faktisk en oplyst kapitalist, sagde filosoffen – vel vidende at denne kommentar ville vække de første to rækker af tilnærmelsesvist sovende unge mennesker. Den postmodernistiske boheme rynkede på næsen over disse ligegyldige universitære sprogkonstruktioner, der så let og indforstået fløj fra ham, han så inderligt elskede at hade – filosoffen den overflødige drivert. Bohemen sad der i foredragssalen lettere forundret over hvad der fløj ud af ham, den vise veltrimmede jakkesæts iklædte herrer. Hvad betyder det egentlig at elske at hade? Dette spørgsmål, tænkte bohemen, er måske grundlæggende for noget fundamentalt, noget der er blevet gemt væk af årtiers forgæves spørgen indtil spørgsmålet før svaret. Bohemen vågnede pludselig op – lettere ubevist havde han klemt alt saften ud af en særdeles velfungerende Seven Eleven chokolade croissant. En smule chokeret gemte han den væk mellem benene, tænk nu vis hende den søde blonde filosofisag så denne uheldige handling. Hvad ville hun ikke tænke om mig, ham der den underlige massakrere af fransk bagegods? Tankerne begyndte at spire inert som et finurligt maskingevær der pløkker ligegyldige tiarmede kandidater ned i et flashspil. Jeg må lade mig regere af fornuften, sagde Bohemen til sig selv. Christ sludderi af værste skuffe, nej passionerne: druk, stoffer, hor og evig kærlighed… Men jeg skal jo til eksamen i dette ulideligt tørre stof, så jeg må hellere lytte lidt efter! Damm you reason – you stole my best years…

Tavlen var nu delvist tegnet op til intellektuel skyttegravskamp, og stilen var lagt, vi skal finde det endegyldige sandhedskriterium for sand erkendelse – et absolut sandhedskriterium for erkendelse der kan gendrive vores alles imaginære fjende – den filosofiske-skeptiske position. Bohemen var drevet over i ord med for-legen… forbasket, forbistret, forjættet, forplumre… mmm… Men så begyndte et egentlig kim af tankegods hos den vise – filosoffen rykkede lidt på sin positur, så han mere lignede en romersk senator i færd med at betrygge folket, det lurende bæst om, at der altså var håb og at adelen lyttede til deres utrættelige klagesang. Skepticismens standpunkt er ikke lutter negativt i sin domsafsigelse i forhold til om noget er sandt, men den holder sig retten til ikke, at dømme udover sin egen intime viden om sig selv. Hvilket betyder, dunkelt som det nu er, at den skeptiske positur ikke vil dømme med hensyn til sandt og falsk. Skeptikeren er en ultimativ stener, fundet i Stenestad.

Hvordan kan vi så immervæk kanøfle denne skeptiske stener? Det ville Bohemen gerne vide, og filosoffen begyndte igen – via den metodiske tvivl eller noget der også kunne kaldes metodisk solipsisme - altså kort sagt: Jeg er den eneste i verden, der er kun min bevidsthed med mine personlige mentale tilstande og alle andre kunne være illusioner og bag tæppet er der fuldt med gobliner der agter, at bedrage mig konstant med tårne der faktisk er firkantede i stedet for runde. Alt skal dermed skæres væk, særligt sanserne selv om de er vidunderlige. Grunden til dette, er selvfølgelig fordi steneren nyder sanserne særligt meget – især ved rolig meditation, pikspil, guffe snade, klø løg og ikke mindst at være høj. Puha… tænkte postmodernistiske boheme, sagde den fine professor virkelig det, eller var det en skjult goblin – sig mig egentlig, taler jeg højt eller drømmer jeg. Shut it, hr. Morfeus – Jeg kender udmærket forskellen på drømmeverdenen og den virkelige verden. Jeg er blot en naiv realist, tænkte bohemen.

Nej, jeg taler ikke højt, de andre der i princippet kunne være illusioner tager noter og agere gode studerende. Jeg derimod tørre croissant slim af i mine cowboybukser, der selvfølgelig ikke har været til vask i en tre uger. Gider steneren overhoved drage alt i tvivl? Vi må her springe til svaret og mene at rettidig tvivl er vejen frem – ordet er fallibilisme. Denne malstrøm af fortumlede tanker gjorde bohemen mere selvsikker og var nu klar til at fortsætte sin aktive lytning.

Filosoffen der var gået videre til Descartes 2nd meditationen lignede stadig en der var i færd med at være nyttig.

To be continued…